Bandekrig: Teenagere får hårde straffe for drabsforsøg

Skrevet af admin

18/12/2013

Dagens topnyheder

Retten i Glostrup har onsdag eftermiddag idømt seks unge mænd lange fængselsstraffe for et drabsforsøg i marts, skriver tv2.dk.

Retten mener, at der var tale om et bandeopgør mellem Værebros Hårde Kerne (VHK) og Loyal To Familia (LTF), og derfor er der idømt skærpede straffe.

Den 27-årige Hevres Sadi fik den strengeste straf, da han ifølge retten stod bag drabsforsøget. Han skal 12 år i fængsel.

Ifølge dommen beordrede den 27-årige to undersåtter, 17-årige Bayram Avci og 18-årige Emre Kart, til at gennemføre skyderiet. De to inddrog derefter tre drenge på blot 15, 16 og 16 år på gerningstidspunktet i planen.

Bayram Avci og Emre Kart fik begge ni års fængsel.

De tre drenge - hvoraf to stjal deres forældres biler, som ifølge retten blev brugt ved drabsforsøget - fik alle seks års fængsel.

De fem teenagere, der alle er medlemmer af VHK, kørte 3. marts omkring klokken 3.45 til Skovlunde og affyrede mindst syv skud gennem vinduet til en lejlighed i Blokhaven, hvorfra de troede, at rivalerne LTF solgte hash.

Men kumpanerne tog fejl af adressen og skød mod det forkerte vindue og ind i et soveværelse, hvor en mand lå og sov med sin datter lige under vinduet.

Skudepisoden blev optaget af overvågningskameraer, da politiet på daværende tidspunkt havde en efterforskning rettet mod den lejlighed, hvorfra der blev solgt hash.

Den 27-årige mand, der går for at være en ledende figur i VHK, blev sammen med en 17-årig desuden fundet skyldig i at have besiddet en skarpladt revolver, som blev gemt i et elskab i Høje Gladsaxe bebyggelsen.

Han blev også fundet skyldig i besiddelse af yderligere en revolver med ammunition i et klubhus i Bagsværd.

En af de unge mænd var i øvrigt tiltalt for et skyderi ved Dildhaven i Herlev 4. marts, hans 18-års fødselsdag. Det blev han dog frifundet for.

Fem af de seks dømte ankede til frifindelse eller formildelse på stedet.

Den sidste af de seks - 16-årige M - har ifølge tv2.dk ikke taget stilling til spørgsmålet endnu.

/ritzau/