Bandemedlemmer risikerer 12 års fængsel for drabsforsøg

Skrevet af admin

18/10/2013

Dagens topnyheder

To 20-årige bandemedlemmer blev fredag eftermiddag i Retten i Glostrup hver idømt 10 års fængsel for blandt andet drabsforsøg og brandstiftelse.

Dommen er ekstra hård, da bandebestemmelsens paragraf 81 A, der giver hårdere straffe til banderelaterede forbrydelser, er trådt i kraft.

- Umiddelbart ser det ud til, at bandebestemmelsen har lagt tre år oven i deres straf, fortæller anklager Peter Godsk til Ritzau.

Om eftermiddagen den 18. marts kom de to unge mænd kørende i en sort Citroën C3 ved Triumfvej i Bagsværd. Her passerede de en 17-årig dreng, der stod foran et pizzeria. Mændene rullede vinduet ved bagsædet ned og affyrede en salve skud mod drengen.

Det lykkes dog ikke mændene at ramme den 17-årige. I stedet gik et skud gennem ruden til pizzeriaet, mens tre skud ramte en holdende bil.

De to 20-årige flygtede fra stedet. Senere blev bilen fundet brændende i en cykeltunnel under Gladsaxe Møllevej.

Ifølge anklageskriftet var skyderiet et led i konflikten mellem banderne Loyal To Familia (LTF) og Værebros Hårde Kerne (VHK).

De to dømte valgte fredag at anke dommen til frifindelse.

En tredje person - en 21-årig mand - var også tiltalt i sagen. Men han blev fredag frikendt i retten. Han fik dog en bøde på 3000 kroner for besiddelse af 10 gram hash.

/ritzau/