Bandepakke: Større dusører for at informere om bander

Skrevet af admin

29/10/2013

Dagens topnyheder

Politi, domstole og offentlige myndigheder får adgang til skærpede redskaber over for bander- og rockere, hvis regeringen kan samle flertal for den bandepakke, som justitsminister Morten Bødskov (S) tirsdag fremlagde.

Politiet får blandt andet mulighed for at give dusører på 50.000 kroner til privatpersoner og meddelere, som giver oplysninger om kriminalitet blandt rockere og bandemedlemmer.

- Vi forhøjer dusørerne for at give politiet det nødvendige manøvrerum til at arbejde med de her miljøer, siger justitsminister Morten Bødskov.

Han vil samtidig gøre det administrativt lettere at udbetale dusørerne. I dag kan politiet højest udbetale 10.000 kroner i dusør til private personer.

Politiet får samtidig adgang til at udvide de såkaldte zoneforbud fra 500 meter til 1000 meter. Zoneforbuddet giver eksempelvis bandevagter forbud mod at opholde sig i bestemte områder, hvor de holder øje med modstandere og kontrollere forbipasserende.

Samtidig skærpes straffen for at overtræde zoneforbuddet, siger justitsminister Morten Bødskov.

Også på andre områder vil regeringen give de offentlige myndigheder adgang til bedre redskaber.

Blandt andet skal offentlige myndigheder have bedre adgang til at udveksle personoplysninger, når det gælder indsats over for rocker- og bandekriminalitet.

Samtidig skal domstolene have mulighed for at gennemføre retsmøder hurtigere, hvis der er frygt for, at vidner kan blive truet til tavshed af rockere eller bandemedlemmer.

- De myndigheder, som er involveret i indsatsen, skal have de skarpest mulige redskaber, og det får de nu, siger Morten Bødskov.

/ritzau/