Bandepræsident er nu bag tremmer i fynsk hashsag

Skrevet af admin

11/04/2016

Mest læste i dag

En 34-årig mand fra bandemiljøet i Vollsmose er mandag ved Retten i Odense blevet varetægtsfængslet i fire uger i en sag om opbevaring af 42 kilo hash. Det oplyser vicepolitiinspektør Jens Langdal, Fyns Politi.

Tre mænd sidder nu fængslet i sagen, der begyndte, da hashen blev fundet ved flere ransagninger. De fandt sted i odensebydelen Vollsmose 3. februar.

Alle tre har ifølge politiet relationer til bandemiljøet. Vicepolitiinspektøren bekræfter over for Ritzau oplysninger i den lokale presse om, at den 34-årige er præsident for en gruppering ved navn United Tribuns Forever.

Manden blev anholdt mandag morgen sammen med en 24-årig kvinde, der også har tilknytning til bandemiljøet. Ifølge Jens Langdal er hendes tilknytning dog mere indirekte.

Begge nægtede sig skyldige, da de mandag blev fremstillet i grundlovsforhør. Her krævede anklagemyndigheden dem begge varetægtsfængslet.

Mens dommeren valgte at fængsle den 34-årige mand, endte fremstillingen for kvindens vedkommende med, at hendes anholdelse blev opretholdt i tre døgn.

- Dommeren har vurderet, at mistankegrundlaget ikke var tilstrækkeligt til at varetægtsfængsle hende. Nu fortsætter vi efterforskningen i de tre gange 24 timer, og så tager vi stilling til, om vi igen kræver hende varetægtsfængslet, siger Jens Langdal.

Mandagens anholdelser skete, fordi Fyns Politi har et stort fokus på bandemiljøet, efter at bander i Odense har forsøgt at stikke næsen frem, oplyser Jens Langdal.

/ritzau/