Bandidos-mand død i Helsinge: To unge sigtet for drab

Skrevet af admin

30/06/2014

Mest læste i dag

En mand med relationer til rockermiljøet er død efter et slagsmål søndag aften på et værtshus i Vestergade i Helsinge. To unge mænd er sigtet for drab, oplyser politikommissær Henning Svendsen fra Nordsjællands Politi.

- En 42-årig med relationer til Bandidos har været oppe at slås med to personer fra Helsinge-området. I forbindelse med slagsmålet falder den 42-årige om, og i det efterfølgende forløb får han hjertestop og afgår ved døden, siger Henning Svendsen til Ritzau.

De to mænd, der er henholdsvis 19 og 23 år gamle, er tidligt mandag morgen endnu ikke blevet afhørt af politiet.

Drabet betragtes ikke som banderelateret trods den 42-åriges forbindelse til Bandidos.

- Vi kender endnu ikke direkte årsagen til, at de kommer i slagsmål med hinanden, fortæller Henning Svendsen.

Ifølge politiets foreløbige oplysninger er der ikke noget, der tyder på, at der er blevet brugt slagvåben under slagsmålet, som blev anmeldt klokken 23.17 søndag aften.

Politiet vil mandag morgen afhøre de to unge mænd og andre værtshusgæster. Det er planen, at mændene skal fremstilles i grundlovsforhør senere på dagen.

/ritzau/