Bandidos truer tatovører i Kolding

Fire tatovører i Kolding er blevet truet med pengeafpresning, skriver JydskeVestkysten.

Det er rockergruppen Bandidos, der anklages for afpresning. I følge avisen har fire tatovører fået besked om, at de skal betale penge til Bandidos. Hvis de ikke gør det, skal de lukke deres forretninger.

- Ved det seneste besøg trængte de mig op i en krog. Den ene havde ansigtet lige op i mit, mens de to andre stod på hver sin side af mig, siger en anonym tatovør i Kolding til JydskeVestkysten.

Bandidos har for nylig åbnet en tatovørforretning på Banegårdspladsen i Kolding. En af tatovørerne har allerede lukket butikken, erfarer avisen.

Kolding Politi bekræfter truslerne og opfordrer andre, der er ude for det samme, til straks at indgive anmeldelse.

Dagens Gossip