Banedanmark får høvl af tyskere

Fire tyskere skal fra den 2.-5. maj give togskinnerne mellem Vejle og Børkop og mellem Kolding og Lunderskov en gang høvl. Tyskerne arbejder for Banedanmark og skal hver nat høvle seks ton metal af skinnerne.

Næsten året rundt bliver der høvlet, fræset eller slebet togskinner forskellige steder i landet. Og det er en god forretning for Banedanmark, selvom det koster mere end 150.000 kroner per nat.

- Det betaler sig at vedligeholde og pleje skinnerne hele tiden, som vi gør. For så hol-der skinnerne længere, fortæller vedligeholdelsesleder Pernille Skovrup fra Banedanmark.

Høvlearbejdet mellem Vejle og Børkop og mellem Kolding og Lunderskov foregår fra den 2. til den 5. maj. I dagtimerne holder skinnehøvlen parkeret i Middelfart.

Seks ton metal

Det støjer kun moderat, når skinnehøvlen arbejder – i modsætning til slibetoget, der både støjer og giver store gnister.

- Skinnehøvlen spyr ikke ild ligesom slibetoget. Men den er effektiv. På en enkelt nat høvler den seks ton metal af skinnerne, siger Pernille Skovrup og forklarer, at når skinnehøvlen har fjernet metallet på skinnerne, bliver afstanden mellem skinnerne optimal. Og det gør rejsen mere komfortabel for passagererne.

Skinnehøvlen tilhører det tyske firma Schweerbau, og der er fire specialuddannede banearbejdere til at betjene toget.

Generer ikke togtrafikken

Skinnehøvlen kommer ikke til at genere togtrafikken i nævneværdig grad, fordi arbej-det foregår om aftenen og om natten, når der kører færre tog – eller på steder, hvor passagertogene kan køre uden om skinnehøvlen.

- Det kræver grundig planlægning, når vi skal høvle skinner. Både fordi vi skal udnytte den dyre skinnehøvl bedst muligt, og fordi vi ikke må komme i vejen for passagerto-gene, så der opstår forsinkelser, siger Pernille Skovrup.

Dagens Gossip