Banedanmark frygter flere kabeltyve: Fastholder beredskab

Skrevet af admin

31/01/2015

Mest læste i dag

Banedanmark glæder sig over, at politiet har pågrebet en formodet gerningsmand bag tyveri af kobberkable fra Banedanmarks S-tognet. Tyverierne har medført forsinkelser og besvær for togpassagerer i hovedstadsområdet i de seneste uger.

- Vi er selvfølgelig tilfredse med, at der er blevet pågrebet en gerningsmand, og så kan vi håbe, at vi får fred og ro i fremtiden, siger Klaus Bergman, områdechef i Banedanmark, til Ritzau.

Den anholdte er lørdag i Retten i Glostrup blevet varetægtsfængslet i 27 dage.

Selv om Banedanmark er tilfredse med, at den mistænkte gerningsmand er blevet pågrebet, holder Banedanmark dog fortsat paraderne oppe.

- Det her ændrer ikke vores strategi, og vi holder fast i vores tiltag med øget overvågning, siger han.

Klaus Bergman oplyser, at to mistænkelige personer natten til fredag blev observeret ved S-togsnettet ved Vallensbæk Station. Politiet blev tilkaldt, men de to personer undslap politiet.

- Vi ved jo ikke, om der er flere derude, så vi fastholder vores beredskab.

Den varetægtsfængslede mand, der er 38 år, er derfor ikke blot sigtet for tyveri af kablerne, men også for omfattende forstyrrelse af samfærdselsmidler.

Han blev anholdt i Hvidovre fredag aften omkring klokken 20.30 af Københavns Politi, der havde deltaget i jagten på kabeltyve i samarbejde med Københavns Vestegns Politi siden de første tyverier i en bølge, der begyndte for at par uger siden.

Desuden er han sigtet for ulovlig indrejse i Danmark. Han har nemlig indrejseforbud, fordi han sidste år blev dømt for tyverier i Danmark.

/ritzau/