BaneDanmark inviterer til åbent-hus om dobbeltsporet

Banedanmark inviterer til informationsmøder om det nye dobbeltspor mellem Vamdrup og Vojens.

I næste uge holder Banedanmark informationsmøder i de to stationsbyer Vamdrup og Vojens, hvor de vil orientere borgerne om det nye dobbeltspor.

- Selvom det er vedtaget ved lov, hvad vi skal lave, så synes vi, det er vigtigt at komme ud og fortælle lokalt, hvad der skal ske de næste to år, hvor vi skal anlægge det nye spor, siger projektleder Tom Serup Andersen fra BaneDanmark i en pressemeddelelse.

Et stort anlægsarbejde som det, vi skal i gang med nu, kan ikke undgå at påvirke lokalsamfundet.

- Det ligger os derfor meget på sinde at orientere borgerne om, hvad der skal foregå. Vi håber at se mange og glæder os til at få en dialog med de fremmødte, siger han videre.

Åbent Hus

Møderne bliver holdt som Åbent Hus-arrangementer, hvor du kan møde frem mellem 16 og 19.

- Vi vil gerne se både børnefamilier og folk, der kommer sent fra arbejde, og på denne måde håber vi, at de fleste kan nå at komme forbi,” pointerer Tom Serup Andersen, som håber at se rigtig mange.

Møderne kommer til at foregå som en bemandet udstilling, hvor man kan se, hvordan anlægsarbejdet skal foregå. Man vil blandt andet kunne se, hvor dobbeltsporet kommer til at ligge, hvordan området omkring ens egen bolig bliver berørt, samt hvordan det bliver at være nabo til sporbyggeriet.

Der vil være rig lejlighed til at få en snak og stille spørgsmål til fagfolkene fra Banedanmark. Museum Sønderjylland vil være til stede og vise fund fra de arkæologiske udgravninger, der er foretaget forinden. Der vil desuden være repræsentanter fra både kommunen og operatørerne.

Fakta

Her er der Åbent Hus - begge dage 16 - 19:

• Vamdrup Arena mandag den 3. februar

• Vojens Skøjtehal tirsdag den 4. februar

Banedanmark serverer kaffe, te og kage til de fremmødte.

//Vamdrup Netavis

Dagens Gossip