Banedanmark lægger sidste hånd på otte års sporarbejde

Togpassagererne kan se frem til færre særkøreplaner og togbusser, når de rejser rundt i landet.

Efter otte års arbejde mangler Banedanmark nemlig kun at renovere to jernbanestrækninger - henholdsvis mellem Taulov og Padborg i det sydlige Jylland og på Kystbanen i hovedstadsområdet.

- Når vi er helt færdige her i 2014, så er alt efterslæb, der har været, blevet indhentet. Vi har gennemført den plan, vi begyndte på i 2007, og der er renoveret 1500 kilometer spor og 800 broer, siger administrerende direktør hos Banedanmark, Jesper Hansen.

I 2006 besluttede Folketinget at give en merbevilling på 4,7 milliarder kroner til jernbaneområdet, så der kunne rettes op på de forsinkelser, der havde været i 2005 og 2006.

Heraf er 3,3 milliarder kroner blevet brugt til at indhente efterslæb på fornyelse og vedligehold af jernbanenettet.

Ifølge direktøren blev der i finansloven for 2014 nedsat et beløb, så der ikke kommer et fornyelsesefterslæb i fremtiden.

- Fra 2015-2020 har vi gået bevilget penge, så vi gradvist kan renovere. På den måde kommer der ikke nye efterslæb i fremtiden, mener Jesper Hansen.

Når sporene i fremtiden skal fornys, vil Banedanmark sørge for, at jernbanesporene vil leve op til kravene for den nye togfond, som regeringen aftalte sammen med Enhedslisten, Dansk Folkeparti og SF tidligere i år.

Blandt andet timeplanen, som indebærer, at man skal kunne køre mellem landets største byer på en time, kræver, at sporene bliver justeret.

- De dele, vi har renoveret, lever op til det, de skulle på daværende tidspunkt. Næste gang vi fornyer, så vil de blive opgraderet til det, det kræver at udføre timeplanen, forklarer Banedanmarks direktør.

Banedanmark fornyer landets jernbanestrækninger hvert ottende til 10. år.

/ritzau/

Dagens Gossip