Banedanmark: Oprydning efter storm er færdig i næste uge

Vi skal helt ind i næste uge, før de allersidste træer er fjernet fra togskinnerne, alle køreledninger er på plads og strømmen tilbage efter den voldsomme storm, der ramte Danmark mandag, oplyser Banedanmark.

Men torsdag lysner det for passagererne. På Svendborgbanen vil der igen køre tog, og Intercity-tog fra København til Esbjerg vil fra torsdag atter køre hele vejen, oplyser DSB onsdag aften.

Onsdag har Banedanmark arbejdet med problemerne på Svendborgbanen, på strækningen mellem København og Esbjerg, fra Tinglev til Padborg, fra Tinglev til Sønderborg og på strækningen Odense og Fredericia.

- Foreløbig har vi fjernet omkring 500 træer samt en lang række andre genstande, der har været blæst ned i sporet, siger Søren Boysen, teknisk direktør i Banedanmark, i en pressemeddelelse.

- Vi har fået genetableret kørestrømmen langt de fleste steder og er i fuld gang de sidste steder. Vi har stadig mandskab i gang i døgndrift, og det fortsætter vi med, indtil banen er klar, siger han.

De største udfordringer findes i Sønderjylland på den knap 40 kilometer lange strækning mellem Tinglev og Sønderborg, hvor der onsdag fortsat ligger omkring 25 store træer og holder to tog, ligesom der også er store skader på kørestrømmen.

Banedanmark har først onsdag fået arbejdskøretøjerne frem til strækningen, som forventes genåbnet i løbet af næste uge.

- Hver gang vi bliver færdige et sted, giver det os mulighed for at sætte mandskabet ind et af de steder, hvor vi ikke er helt færdige, siger Søren Boysen.

Genetablering af kørestrømmen på Lyngby Station, som blev hårdt ramt af et nedfaldet tag under stormen, ventes færdig lørdag morgen, så der igen kan køre S-tog gennem stationen.

Strækningen mellem Tinglev og den tyske grænse er klar til dieseltog onsdag aften og fuldt køreklar til eltog torsdag morgen.

Stormen lagde togdriften ned i stort set hele landet - kun nordjyderne slap.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV