Baneløbere koster Tottenham en Uefa-bøde

Skrevet af admin

11/12/2014

Dagens topnyheder

Tottenham skal betale en bøde på godt 110.000 kroner, efter at baneløbere for to uger siden afbrød London-klubbens hjemmekamp mod Partizan Beograd i Europa League.

Det oplyser det europæiske fodboldforbund, Uefa.

Opgøret på White Hart Lane blev afbrudt efter 38 minutter, da kampens dommer beordrede spillerne i omklædningsrummene, efter at tre baneløbere i tre tilfælde invaderede banen.

Politiet arresterede efterfølgende baneløberne, der alle så ud til at være iført identiske t-shirts påført et logo tilhørende en fabrikant af høretelefoner.

Flere britiske medier mente med det samme, at der var tale om et marketing-stunt.

Firmaet, der sælger høretelefonerne, fordømte efterfølgende episoden på Twitter.

Tottenham, som havde danske Christian Eriksen på bænken i 1-0-sejren over Partizan Beograd, møder torsdag aften klokken 19 tyrkiske Besiktas på udebane i Europa League.

De to hold er videre til forårets 1/16-finaler og kæmper om førstepladsen i gruppe C.

/ritzau/