Bangladesh forsvarer beslutning om at afslå international hjælp

Indenrigsminister Muhiuddin Khan Alamgir siger til BBC, at myndighederne var sikre på, at de kunne håndtere krisen selv, og at redningsarbejderne gjorde »et godt stykke arbejde«.

Flere hundrede menes stadig at være fanget under murbrokkerne, men håbet om at finde flere i live er forsvindende lille.

De fleste ofre er fabriksarbejdere, og bygningens ejere er blevet arresteret.

Ejerne er anklaget for uagtsomhed, ulovligt byggeri og for at have overtalt arbejderne til at gå ind i fabrikken, selv om store revner var blevet opdaget i bygningens mure.

Indenrigsminister Alagir påpeger, at 2.430 af de mindst 3.000, der befandt sig i bygningen, da den kollapsede, har overlevet.

Ministeren siger, at det tal er »bedre end den gennemsnitlige internationale indsats i lignende sager«.

»Vi gjorde et godt stykke arbejde, og jeg er stolt af mine folk - brandvæsnet, militæret, politiet og lokale frivillige, som kom for at hjælpe,« siger indenrigsministeren.

Han tilføjer, at de lande, som havde tilbudt hjælp, ikke var kommet med de lister over specialudstyr, som Bangladesh havde bedt om.

Både Storbritannien og FN siger, at man havde hold af eksperter klar til at tage til Bangladesh, men at tilbuddet om hjælp var blevet afslået.

Vrede over bygningskollapset har udløst flere dages voldsomme protester i Dhaka, hvor demonstranter har krævet de ansvarlige straffet og en forbedring af forholdene for fabriksarbejdere.

Ansatte i beklædningsindustrien fik fri i weekenden, i håb om at det ville føre til, at deres vrede ville fortage sig.

Men mandag forlod tusinder af arbejdere deres fabrikker i industriområderne Ashuila og Gazipur og satte gang i en protestmarch, hvor en ambulance angiveligt blev sat i brand.

Bangladesh har en af verdens største beklædningsindustrier i verden med billig arbejdskraft for mange store vestlige detailhandlere.

Der har dog været udbredt kritik af de lave lønninger og begrænsede rettigheder samt de farlige arbejdsforhold, som arbejderne lider under.

Dagens Gossip