Bank-chef: USA's økonomi er langt fra topformen

Skrevet af admin

20/11/2013

Dagens topnyheder

Den amerikanske økonomi er fortsat langt fra at være ved fuld styrke, og derfor vil forbundsbanken i Washington fortsætte med at pumpe penge ind i økonomien. Det siger bankens chef, Ben Bernanke.

Federal Reserve har, siden finanskrisen væltede ind over USA i 2008, stimuleret økonomien på forskellig vis.

I fjor begyndte banken at opkøbe obligationer for 85 milliarder dollar hver måned. Og støtteopkøbene fortsætter, fastslår Bernanke.

Han siger ikke noget om, hvornår de månedlige opkøb ventes at blive indstillet.

Formålet med opkøbene er at give virksomheder og privatpersoner adgang til lån med lave renter for at øge privatforbruget og virksomhedernes investeringer.

- Økonomien har gjort betydelige fremskridt, siden recessionen var på sit dybeste. Men vi er fortsat langt fra at være der, hvor vi gerne vil være, siger Bernanke.

Bernanke har været øverste chef for Federal Reserve i otte år. Hans embedsperiode udløber den 31. januar.

Han afløses af sin næstkommanderende, Janet Yellen. Den 67-årige topøkonom bliver bankens første kvindelige chef i dens 100-årige historie.

/ritzau/AFP