Bank og eks-direktør anker dom for kursmanipulation

Skrevet af admin

31/10/2014

Mest læste i dag

Den cirka 100 sider lange byretsdom om kursmanipulation i Aarhus Lokalbank bliver ikke det sidste ord i sagen.

Både den tidligere direktør Per Hermansen og Vestjysk Bank, som overtog lokalbanken i 2012 og derefter arvede rollen som tiltalt i straffesagen, har besluttet at anke afgørelsen til Vestre Landsret.

De tiltalte kræver frifindelse.

Byretten afsagde dom klokken 8.30, og et par timer senere var der truffet beslutning om, at den ankes.

Bestyrelsesformand Vagn Thorsager i Vestjysk Bank har i retten fulgt processen på nærmeste hold.

- Der har været lagt et meget omfattende materiale frem i retten både af anklagemyndigheden og af forsvaret.

- Det tegner et helt andet billede end det, som retten er nået frem til. Og uden at være følelsesladet vil jeg blot sige dette: Jeg er målløs, siger Vagn Thorsager til Ritzau om bøden på en million kroner.

Også forsvareren for den tidligere direktør siger, at han er overrasket.

- Det er en meget underlig afgørelse, siger advokat Jakob Lund Poulsen, der forsvarer Per Hermansen. Denne er idømt 30 dages ubetinget fængsel, mens to medarbejdere straffes med hver tre måneders ubetinget fængsel.

Forsvarerne har især lagt vægt, at der ikke kan være tale om kursmanipulation, når lokalbankens bud og handler foregår inden for kursspændet.

- Hvis det fastholdes, vil en række mæglere og andre banker få problemer, siger advokat Jakob Lund Poulsen.

Advokaten mener, at byretten i sine præmisser ikke forholder sig til argumentet. Også Per Hermansen siger, at han er overrasket.

- Jeg mener, det er forkert, siger Per Hermansen til DR Østjylland.

- Jeg er ikke dømt for kursmanipulation eller noget andet, men for, at jeg skulle have set bedre efter: Det, mener jeg, er helt forkert, for vi tog fornuftige beslutninger, og det er dokumenteret, siger Per Hermansen.

/ritzau/