Bank risikerer millionkrav fra aktionærer

Avisen har fået indsigt i interne dokumenter, der indikerer, at Danske Andelskassers Bank har undladt at lave investeringsprofiler på kunder, inden de købte aktier i banken, da den gik på børsen forrige år, hvilket er i strid med reglerne. En investeringsprofil kortlægger blandt andet, om kunden har råd til og er klar over, hvad vedkommende går ind til.

35.000 kunder købte aktier for 439 millioner kroner, og kunderne har siden haft et samlet tab på mere end 250 millioner kroner, da aktiekursen er faldet til under en tredjedel, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten.

Flere af bankens medarbejdere, der har betinget sig anonymitet, vurderer, at banken i stort omfang undlod at lave investeringsprofiler, før aktierne blev solgt.

»Jeg vil ikke blive overrasket, hvis det drejer sig om halvdelen eller tre fjerdedele af de kunder, som købte aktier,« siger en medarbejder til avisen.

På baggrund af Morgenavisen Jyllands-Postens oplysninger har Finanstilsynets vicedirektør, Julie Galbo, taget kontakt til forbrugerombudsmanden, som vurderer, om han skal gå ind i sagen på kundernes vegne.

»Jeg undrer mig over den måde, man omtaler investeringsprofilerne på, for det er noget, der skal være på plads, inden man rådgiver om køb af aktier,« siger hun.

Ifølge seniorrådgiver Lars Krull fra Aalborg Universitet kan der blive tale om et erstatningskrav, hvis en kunde ikke er blevet rådgivet godt nok og efterfølgende taber penge på investeringen.

Administrerende direktør i Danske Andelskassers Bank, Jan Pedersen, siger:

»Jyllands-Postens fremstilling hviler i stor udstrækning på misforståelser og udeladelser. Det dokumenterer vi over for Finanstilsynet, og jeg ønsker ikke på dette grundlag – og i respekt for sagsgangen i Finanstilsynet – at diskutere de konkrete sager«.

Dagens Gossip