Bankbossers gyldne faldskærme til eftersyn

Erhvervs- og Vækstministeriet er gået i gang med at granske aftalerne om fratrædelsesgodtgørelser i flere end 50 danske pengeinstitutter.

Det sker efter den fyrede topdirektør i Vestjysk Bank under voldsom ledelseskritik gik ud ad døren med 10 millioner kroner i hånden, efter pengeinstituttet offentliggjorde nye massive nedskrivninger, skriver Jyllands-Posten.

De 50 banker har fået staten som medejer under finanskrisen. Undersøgelserne sker sammen med det statslige skraldespandsselskab for banker, Finansiel Stabilitet, og skal afdække indholdet af de mange aftaler og undersøge mulighederne for at ændre dem.

- Der er ingen af os, der kan se vores vælgere i øjnene, hvis vi ikke får gennemgået disse lukrative modeller. Det er logisk at begynde her for at se, hvad vi kan stille af krav alt efter, hvor store aktieposter vi har, siger Socialdemokraternes erhvervsordfører, Benny Engelbrecht.

Undersøgelsen er resultatet af et bredt politisk ønske i forligskredsen bag bankpakkerne.

- Vi vil gerne vide, om staten i sin egenskab af medejer kan påvirke tingene i en bestemt retning. Det er ikke, fordi vi mener, at staten skal lovgive om fratrædelse. Det handler om, at staten er aktionær, og vi kan gøre indflydelse gældende.

- I tilfældet Vestjysk Bank synes vi, at det så mærkeligt ud, at direktøren fik en så stor fratrædelsesgodtgørelse, og vi vil gerne se, om staten kan sige nej, siger finansordfører Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance til avisen.

Danmarks niendestørste pengeinstitut, Vestjysk Bank, overraskede alle for et par uger siden med nye nedskrivninger på 600 millioner kroner og en efterfølgende fyreseddel til direktøren.

Kort tid forinden havde banken meddelt i sit halvårsregnskab, at alt var i skønneste orden.

Erhvervs- og Vækstministeriet bekræfter over for Jyllands-Posten, at undersøgelsen er i gang, men ønsker ikke at kommentere det yderligere.

/ritzau/

 

Dagens Gossip