Bankchef anholdt efter tyveri af 38 millioner

Chefen for Albaniens centralbank er fredag blevet anholdt på sit kontor.

Han er mistænkt for at være involveret i tyveriet af 713 millioner lek (cirka 38 millioner kroner) i kontanter fra centralbankens beholdning.

Ardian Fullani har vedholdende afvist at trække sig fra posten på trods af folkelige krav om, at han går. Blandt andet har en gruppe borgere startet en underskriftindsamling mod bankchefen.

I kølvandet på skandalen har Fullani, der er den 17. bankansatte til at blive anholdt i sagen, vundet en tillidsafstemning i bankens bestyrelse.

Centralbanken opdagede tyveriet af de mange millioner i juni og har siden da været i gang med skadesbegrænsende handlinger, hvilket blandt andet har inkluderet fjernelsen af to chefer.

Der er endvidere nedsat tre arbejdsgrupper for at tjekke op på skaderne. Den ene af dem undersøger antallet af sedler i centralbankens boks.

Albanien er blandt de lande, der lige nu kandiderer til at blive optaget i EU.

EU-landenes europaministre sagde i juni god for, at balkanlandet skifter status fra ansøgerland til kandidatland. Beslutningen blev truffet med ja-stemmer fra samtlige 28 nuværende EU-lande.

Et halvt år forinden blokerede Danmark, Tyskland, Storbritannien, Frankrig og Holland for godkendelsen, selv om EU-Kommissionen for andet år i træk vurderede, at Albanien var klar.

Ifølge daværende europaminister, Nick Hækkerup (S), trådte Danmark på bremsen, især fordi man gerne ville have lidt længere tid til at få sikkerhed for, at den albanske regering gør en indsats mod korruption.

Albanien sendte sin medlemsansøgning til EU i 2009.

/ritzau/Reuters

Dagens Gossip

Dagens TV