Bankdirektør får fængsel i sag om kursfup

Skrevet af admin

31/10/2014

Dagens topnyheder

I flere måneder overtrådte Aarhus Lokalbank loven, da bankende meget ivrigt handlede i egen aktie og styrede kursen.

Det fastslår Retten i Aarhus fredag morgen i en langvarig straffesag om kursmanipulation.

Den tidligere direktør i banken, Per Hermansen, er idømt ubetinget fængsel i 30 dage, og to medarbejdere straffes hver med tre måneders ubetinget fængsel.

Direktøren er dømt for ikke at have været tilstrækkeligt agtpågivende.

Samtidig får Vestjysk Bank A/S, som overtog Aarhus Lokalbank i 2012, en bøde på en million kroner.

Sagen er rejst af Bagmandspolitiet, og anklagen drejer sig om, at lokalbanken i cirka et halvt år førte markedet bag lyset med de konstante bud på Nasdaq OMX København. Perioden var fra september 2009 til februar 2010.

I mange dage var lokalbanken den eneste, der handlede i aktien.

Per Hermansen og de to medarbejdere har nægtet sig skyldige under sagen, og heller ikke Vestjysk Bank har ment, at lokalbanken kunne gøres ansvarlig for en lovovertrædelse.

Under sagen har de to anklagere fra Bagmandspolitiet dog krævet langt hårdere straffe, end byretten finder er rimeligt.

Bøde skulle ligge på fem millioner kroner, og fængselsstraffen burde udmåles til mellem et år og seks måneders fængsel, lød det.

/ritzau/