Bankdirektør vil fusionere FC Midtjylland og Silkeborg

Skrevet af admin

13/08/2015

Dagens topnyheder

Aktuelt er FC Midtjylland forsvarende dansk mester, mens Silkeborg IF frister en tilværelse som 1. divisionsklub. Men et stykke ude i fremtiden skal de to fodboldklubber slå sig sammen og blive en samlet enhed i jagten på succes.

I hvert fald hvis det står til direktøren i Jyske Bank, Anders Dam. Banken har store interesser begge steder med hovedsæde i Silkeborg og som hovedsponsor i FC Midtjylland.

- Mit simple løsningsforslag er, at Silkeborg IF og FC Midtjylland går sammen om nogle få år og danner et samlet profhold og lader moderklubberne bestå, siger Anders Dam til Ekstra Bladet.

Han peger på denne model, fordi de to klubber har haft svært ved at skabe en bæredygtig forretning på den økonomiske front.

Derfor præsenterede han forslaget over for FC Midtjyllands sponsorer i tirsdags. Han viste dem en graf, der illustrerede pointen.

- Den viste det akkumulerede underskud i Silkeborg siden børsintroduktionen i slutningen af 1980’erne og FC Midtjylland siden 1999. Og de to klubber har tilsammen haft et underskud i perioden på cirka 300 millioner kroner, siger Anders Dam.

Han mener, at en sammenslutning vil forbedre den samlede bundlinje.

Direktøren er bevidst om, at planen bliver svær at gennemføre, men han mener, at debatten skal rejses.

/ritzau/