Bankdirektører jubler arm i arm over prikket bjergtrøje

Som slyngveninder greb cykelholdet Tinkoff-Saxos to pengemænd, bankdirektørerne Oleg Tinkov og Lars Seier Christensen, hinandens arme og jublede over Rafal Majkas tredjeplads på 18. etape, hvorved bjergtrøjen i Tour de France var sikret.

- Da jeg var knægt, drømte jeg altid om at have en trøje som den, lød det fra Oleg Tinkov med en fraværende attitude og russerens karakteristiske grin.

- Vi er stolte af drengene. Jeg synes, at vi har bevist over for verden, at vi er mentalt stærke. Vi har vundet tre etaper og bjergtrøjen.

Holdet led et stort nederlag, da kaptajnen Alberto Contador styrtede og udgik i sidste uge, men opturen i bjergene med tre etapesejre har nærmest fortrængt skuffelserne.

- Det er fantastisk. Det var alt, hvad vi kunne håbe på og mere til. Tre flotte sejre og en prikket trøje, det er sgu okay. Det er vi meget glade for, siger Lars Seier Christensen

- Det var et fantastisk comeback og en god holdånd. Bjarne har virkelig formået at løfte holdet igen. Og Oleg hjælper også til med en flaskechampagne i ny og næ.

Den russiske holdejer, manden bag Tinkoff Bank, forhandler i disse dage om et eventuelt fremtidigt samarbejde med sin danske navnesponsor.

Den danske bankdirektør har allerede slået fast, at han gerne vil fortsætte samarbejdet, eventuelt fortsat som navnesponsor, eller i en anden - og dermed billigere - form.

- Der skal nok stå Saxo Bank et eller andet sted, ellers giver det ikke så meget mening. Men det kan stadig blive både en dreng og en pige, siger Christensen.

Saxo Banks mulige farvel efter syv års navnesponsorat skyldes, at cykelholdets nye russiske ejer vil hæve budgettet markant til næste sæson. Dermed skal den danske bank spytte flere penge i projektet for at blive som navnesponsor.

- Jeg kan ikke skrive helt så store checks ud (som Tinkov). Han løfter holdet og løfter budgettet, og det gør som sagt, at man så må regne på, om det giver mening.

- Men der er høj sandsynlighed for, at vi er med i et eller andet omfang. Vi har et par dage mere at tale om det, siger Lars Seier Christensen.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV