Bankdirektører skal i fængsel for kursfup

To tidligere direktører i Sparekassen Himmerland og Ebh Bank straffes hver med fængsel i fem måneder for grov kursmanipulation.

Det er resultatet af en langvarig straffesag fredag i Hjørring, hvor Sparekassen Himmerland samtidig straffes med en bøde på fem millioner kroner.

Sagen skyldes den hemmelige aftale, som direktør Svend Jørgensen fra sparekassen og Ebh-direktør Finn Strier Poulsen indgik i sommeren 2008.

De lovede hinanden, at Ebh Bank skulle holde hånden under sparekassens aktiekurs, så den ikke røg under 600.

I løbet af otte uger i august og september købte Ebh Bank aktier for cirka 8,7 millioner kroner.

De to direktører og tre ansatte fra de to pengeinstitutter har nægtet sig skyldige under sagen.

De tre ansatte, to fra sparekassen og en fra Ebh Bank, straffes hver med fængsel i tre måneder.

Sagen er enestående, fordi der ikke tidligere er behandlet en så grov sag om kursmanipulation, har Bagmandspolitiet oplyst i retten.

Det er endvidere første gang, at en såkaldt juridisk enhed, altså Sparekassen Himmerland, er sat under tiltale.

Anklagerne havde bedt om en bøde på mellem fem og 10 millioner kroner.

Straffen til de involverede direktører og ansatte er væsentligt lavere end det, som anklagerne havde bedt om.

Vicestatsadvokat Hans Fogtdal mente således, at de to tidligere direktører stod til fængsel mellem et år og to måneder og et år og seks måneder.

/ritzau/

Dagens Gossip