Banken driller stadig Alm. Brand

Overskuddet før skat lander på 107 millioner kroner, før skat og nedskrivninger hedder det 198 millioner kroner. Det fastholder forventningerne til året før tab og nedskrivninger på 550 millioner kroner.

Som så mange gange før er det bankforretningen, der halter, mens det går bedre med forsikringsforretningen - her har koncernen blandt andet været hjulpet af godt vejr.

»Alm. Brands forsikringsaktiviteter fortsætter med at vise rigtig flotte resultater. På trods af at kunderne har anmeldt flere skader, så sikrer få vejrligs- og storskader, et godt investeringsresultat samt tilbageførsler af tidligere hensættelser det meget tilfredsstillende overskud,« siger administrerende direktør Søren Bie Mortensen i en regnskabsmeddelelse og fortsætter:

»Ligeledes leverer pensionsselskabet fortsat gode resultater. Endelig har både skadeforsikring og pensionsaktiviteterne oplevet en god vækst, dels fordi kunderne bliver i Alm. Brand, og dels fordi vi får nye kunder.«

Alm. Brand Bank har været i store problemer i årene efter finanskrisen, hvilket særligt skyldes store udlånsporteføljer til det hårdt pressede landbrug.

Dagens regnskab viser, at der stadig er minus på bundlinjen. Underskuddet lyder på 44 millioner kroner på driften. Med tab og nedskrivninger bliver det til et underskud på 135 millioner kroner. »Ikke tilfredsstillende« opsummerer koncernen selv.

Topchefen Søren Boe Mortensen siger dog, at banken er i fremgang.

»Bankens tilbagebetaling af lån betyder, at rentemarginalen og dermed driften langsomt forbedres. Det er vi glade for, selvom der fortsat er et stort stykke arbejde at gøre i banken, før den viser de ønskede resultater,« siger han i regnskabsmeddelelsen.

Dagens Gossip