Banker i Stockholm udsat for flere røverier på en time

Skrevet af admin

14/10/2014

Mest læste i dag

To banker og et vekselkontor i det centrale Stockholm er inden for en times tid blevet udsat for røveriforsøg.

Lars Byström, der er politikommissær i det svenske kriminalpoliti, bekræfter over for nyhedsbureauet TT, at der inden for kort tid kom to alarmer for røveriforsøg samt alarm om bombetrussel mod Nordea i Smålandsgatan og mod Handelsbanken på Östermalmstorg.

- Der blev slået alarm klokken 10.35 og 10.41. Derefter kom der meldinger om et røveriforsøg mod et vekselkontor i Holländargatan. I øjeblikket har vi ingen mistænkte, siger han og tilføjer, at en omfattende jagt på gerningsmændene er i gang.

Røverne er ifølge svenske medier bevæbnet med økse og automatvåben.

Ved røveriforsøget i Handelsbanken kom en maskeret mand ind og satte en taske, hvorefter han forsvandt. Personalet antog, at der var en bombe i tasken.

- Der er meget uro lige nu. Banken er evakueret, siger bankens pressetalskvinde, Eva Nilsson.

Store områder i det centrale Stockholm er afspærret, og politiets bombegruppe er sat ind. Nogen havde også stillet en pakke i Nordea på Smålandsgatan, siger Eva Nilsson.

Straks efter klokken 11.00 blev der slået alarm efter en tredje bombetrussel på Holländargatan.

- Jeg så mænd med automatvåben, som løb ud af et vekselkontor. De talte med russisk accent og efterlod en bombeattrap, siger et vidne, der ønsker at være anonym.

Gerningsmændene var maskerede og forlod området på motorcykel, hedder det.

/ritzau/TT