Banker skal forklare sig over for skatteministeren

Skrevet af admin

05/04/2016

Dagens topnyheder

Skatteminister Karsten Lauritzen (V) skærper nu tonen over for de finansielle rådgivere, der måtte have medvirket til, at danskere har placeret formuer på bankkonti i skattely.

Ministeren indkalder ifølge DR nu banker, revisorer og skatteadvokater til et hastemøde, hvor de skal redegøre for deres ageren.

- Jeg er forarget på vegne af de mange danske skatteborgere, der betaler den skat, de skal.

- For at sikre en høj grad af selvjustits i rådgiverbranchen, så inviterer jeg repræsentanter for banker, revisorer og skatteadvokater ind i Skatteministeriet til en venlig, men bestemt snak, siger Lauritzen til DR.

Han vil herefter overveje, om reglerne og retningslinjerne på området er gode nok, eller om der skal stramninger til.

- Noget tyder på, at der nogle danske banker, som har været involveret i at rådgive om, hvordan man kan placere penge uden for Danmark. Det kan være lovligt eller ulovligt, men noget tyder på, at alt ikke er gået rigtigt til.

- Jeg kan som skatteminister ikke dømme hverken borgere eller banker på vegne af en dokumentarudsendelse, men de fleste der anbringer penge i et land som Panama, har ikke en helt ren tavle, siger ministeren.

Han reagerer på de oplysninger, der er kommet frem om de 11,5 millioner dokumenter, der stammer fra en læk hos advokatfirmaet Mossack Fonseca.

De viser, hvordan flere hundrede danske enkeltpersoner - blandt andet med hjælp fra banker - har oprettet selskaber i Panama, hvor oplysningerne ikke er tilgængelige for det danske skattevæsen.

/ritzau/