Banker vil af med sorte penge

Bankerne giver nemlig velhaverne to muligheder: Gør rent bord over for skattevæsenet i jeres hjemland, eller fjern jeres sorte formuer fra vores bank inden nytår.

»Jeg har haft møde med repræsentanter for banker i Schweiz. De vil have udlændinges indeståender ud af deres banker inden nytår, medmindre kunderne har betalt skat af pengene hjemme. Bankerne ville vide, hvad kunderne skal gøre i forhold til Skat i Danmark,« siger Torben Bagge, der er partner i skatteadvokatfirmaet Tommy V. Christiansen, til Politiken.

Torben Bagge var rådgiver for en række danskere med skjulte formuer, der under en amnesti tidligere i år overvejede at melde sig selv, fordi de på det tidspunkt kunne slippe for fængsel.

Det er ikke tilfældet længere.

»Hvis de deklarerer pengene over for Skat nu, hedder det ubetinget fængsel, hvis det unddragne beløb er mere end 500.000 kroner,« siger Torben Bagge.

I Schweiz har den traditionelle bankhemmelighed siden 1934 været sikret ved lov. Men ifølge Politiken er bankerne i Schweiz skræmt af en række sager, hvor blandt andre USA, Tyskland og Frankrig med oplysninger fra whistleblowere har jagtet tusindvis af skatteunddragere med konti i schweiziske banker.

Luxembourg har lovet, at bankerne fra 1. januar 2015 vil frigive oplysninger om kunderne fra 1. januar 2014 og frem, og derfor er mange banker her i gang med samme øvelse.

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) er glad for opstramningen:

»Jeg håber og forventer, at bankernes reaktion vil få flere rige danskere til at gå til bekendelse hos Skat. Der er al mulig grund til at overveje sin situation, hvis man har gemt penge i udlandet, for der er ingen tvivl om, at nettet strammes«.

Dagens Gossip