Bankerne beholder skattemilliarder

Flere bankpakker med dertilhørende milliarder er trillet ind på bankernes konti. Formålet med lånene var blandt andet at sikre, at der stadig kunne blive lånt penge ud til private kunder og erhvervslivet. Men sådan er det ikke gået. Det skriver Ekstra Bladet.

I stedet viser tal, at banker har lånt 50 milliarder kroner mindre ud til private kunder, siden bankpakkerne er blevet lavet.

- Det var ikke meningen med bankpakken. Men det er resultatet af, at der også har været et ønske om, at bankerne skulle have mere egenkapital. Det har betydet, at banker alt andet lige er blevet mere restriktive over for deres kunder, og dermed bliver det svære at låne penge, siger John Norden, direktør i My Banker, til Newspaq.

I forbrugerrådet er man enige i den analyse. Bankpakken har ikke haft den ønskede effekt. Tværtimod er det blevet en dyrere fornøjelse at være bankkunde nu end tiden før bankpakkerne.

- Tallene viser jo tydeligt, at kreditpakken ikke har haft den tilsigtede effekt. Tværtimod er det blevet både sværere og dyrere at låne penge i banken. Det bliver jo også bekræftet af Nationalbankens udlånsundersøgelse så sent som i sidste uge. Her kan man tilmed se, at det bliver endnu dyrere at være bankkunde, siger Morten Bruun Pedersen, økonom i Forbrugerrådet, til Ekstra Bladet,

 

Dagens Gossip