Bankerne vil score kassen på skattelettelser

Regeringen vil måske sænke selskabsskatten. Men det kan blive en dyr måde at skabe flere arbejdspladser på.

En unik analyse fra Ugebrevet A4 viser, at finansbranchen bliver den store vinder, hvis man sænker selskabsskatten. Kreditforeninger, banker og forsikringsselskaber er dem, der står for næsten halvdelen af den samlede selskabsskat i Danmark. Finansbranchen er samtidig en af de brancher, som beskæftiger færrest danskere, viser tal fra Danmarks Statistik.

En sænkning af selskabsskatten vil betyde et stort tab for den danske statskasse, påpeger Søren Bo Nielsen, som er professor ved Økonomisk Institut på Copenhagen Business School i København.

- Og der er ikke udsigt til, at der vil opstå særligt mange nye job i finansbranchen i fremtiden. Så jeg tror ikke, man skal gøre sig forhåbninger om, at en nedsættelse af skatten betyder mange ekstra job i den branche. Så det er en dyr løsning, siger Søren Bo Nielsen.

Analysen for Ugebrevet A4 er gennemført af firmaet Kaas & Mulvad og baserer sig på Skat's nyligt åbnede skattelister over danske virksomheders forhold.

Det er især finansverdenen, der vil have gavn af lavere selskabsskat, viser en ny analyse.

Analysen viser, at finansierings- og forsikringsbranchen samlet set betalte 18,2 milliarder kroner i selskabsskat i 2011. Det svarer til 46 procent af den samlede danske selskabsskat på 39,4 milliarder. Samme år betalte industrien 6,1 milliarder kroner, hvilket kun svarer til 16 procent af den samlede selskabsskat.

Diskussionen om en lettelse af selskabsskatten kommer, efter at statsminister Helle Thorning-Schmidt i forrige uge meddelte, at regeringen vil sætte fokus på at skabe flere job ved at forbedre forholdene for det private erhvervsliv.

- Som en del af det arbejde vil vi se på, om vi skal have lettet nogle af de skatter og afgifter, som rammer virksomhederne, bebudede statsministeren på sit ugentlige pressemøde.

Som reglerne er i dag, skal danske virksomheder betale en fjerdedel af deres overskud i selskabsskat. Hvis regeringen sænker skatten, vil de brancher, der i dag betaler mest, derfor spare flest penge.

Selv om industrien ikke er den branche, der betaler mest i selskabsskat, har netop en lempelse af selskabsskatten været en mærkesag for branche- og arbejdsgiverorganisationen Dansk Industri (DI) i flere år. DI's direktør med ansvar for skatteområdet, Tine Roed, siger:

- Vi har verdens højeste skattetryk fordelt på rigtig mange skatter og afgifter. Og det hæmmer i den grad konkurrenceevnen. Danmark skal have en mere konkurrencedygtig selskabsskat, siger Tine Roed og henviser til Sverige, der netop har sænket sin selskabsskat fra 26,3 til 22 procent.

En lempelse af selskabsskatten vil dog kun have en begrænset effekt på jobskabelsen, vurderer professor emeritus på Økonomisk Institut ved Copenhagen Business School og tidligere vismand Niels Blomgren-Hansen.

- Hele tankegangen om, at en nedsættelse af skatten vil have voldsomme gunstige effekter i forhold til virksomhedernes investeringer, har jeg svært ved at følge. Virksomhederne investerer ikke, medmindre, de kan se, de har brug for øget kapacitet, siger professoren og tilføjer:

- Man skal altså ikke gøre sig forhåbninger om, at en skattenedsættelse betyder mange ekstra job. Jeg kan dårligt komme i tanke om et finanspolitisk instrument, som er dårligere til at sætte gang i investeringerne, end en nedsættelse af selskabsskatten.

Hos DI mener man omvendt, at en sænkning i selskabsskatten vil betyde ekstra job.

Kilde: Ugebrevet A4

 

Dagens Gossip