Banklukninger rammer socialt udsatte

Hvor der i 1991 var 2.652 bankfilialer i Danmark, er der ifølge de seneste tal fra Finanstilsynet i dag kun 1.308 tilbage.

Det kan være et problem for ældre og socialt udsatte, siger formanden for Rådet for Socialt Udsatte, Jann Sjursen.

»Mange socialt udsatte er flittige brugere af digitale løsninger. Men der er også en del, som ikke kan med det. For dem er det et stort problem, at de ikke kan få den praktiske hjælp i så mange bankfilialer, som man tidligere kunne få,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Tal fra Danmarks Statistik viser, at godt to ud af 10 ældre mellem 75 og 89 år har ordnet bankforretninger på internettet inden for en periode på tre måneder, og hver anden mellem 65 og 74 år har brugt netbank. Det samme gælder godt otte ud af 10 af mellem 16 og 64 år.

Ifølge Ingrid Lauridsen, der er jurist i Ældre Sagen, er den digitale bank stadig et problem for nogle ældre.

»Vi får henvendelser fra borgere, der er nervøse for, hvordan det skal gå i fremtiden. De er utrygge ved, at flere og flere bankfilialer lukker, for så er der ikke den samme menneskelige kontakt med banken. Og det er et problem for dem, der er vant til at gå ned i banken, og for dem, der har svært ved at anvende hævekort og NemID,« siger hun til avisen.

Ken Adrian, der er leder af Nordeas afdeling for privatkunder, ved godt, at lukningen af de mange bankfilialer rammer de ældre og socialt udsatte.

»Myndigheder som Skat og kommunerne bliver mere digitaliserede, så bankerne følger selvfølgelig med. Det er en del af en generel tendens. Men jeg kan godt se, at mennesker, som ikke kan bruge de midler, kommer i klemme,« siger han til Kristeligt Dagblad.

Dagens Gossip