Bankoteam fik "Gør en forskel pris"

Skrevet af Elo Christoffersen

26/11/2013

Mest læste i dag

En række fodboldledere blev hædret med priser for deres store frivillige arbejde på DBU Jylland Region 4’s årsmøde i Vejen.

Christiansfeld IF’s bankoteam modtog den såkaldte ”Gør en forskel pris”, der uddeles af DBU Jylland i samarbejde med Jyske Bank. Med prisen følger en check på 2000 kroner.

Bankoteamet udgør et socialt netværk for ældre og er samtidig et økonomisk fundament for den lokale fodboldklub i byen.

Gennem 28 år har syv personer i Christiansfeld trofast arrangeret bankospil hver onsdag i vinterhalvåret for cirka 100 fortrinsvis ældre personer. De ældre personer nyder selvsagt godt af initiativet, som bidrager til et væsentlig socialt netværk og sammenhold.

Derudover giver bankospillet årligt omkring 60.000 kroner til Christiansfeld IF’s klubkasse, så bestyrelsen kan koncentrere sig om det sportslige arbejde i klubben. Kontingentet kan holdes på et fornuftigt niveau og hold kan hvert år komme af sted til stævner i ind- og udland.

Bankoteamet udgøres af: Tove & Henning Rewitz, Mary & Jørgen Skov, Marianne & Christian Christensen og Ole Svendsen.

Initiativpris til Bramming-ildsjæl

DBU Jylland Region 4’s initiativpris gik i år til Bill Schmidt fra Bramming Boldklub.

Prisen uddeles for et usædvanligt initiativ, der har skabt en forandring i en lokal fodboldklub. Og årets modtager passer særligt godt til netop de kriterier.

- Når man spørger Bill om hjælp til en opgave i klubben, får man aldrig et nej. Han går gerne forrest og altid med engagement og vedholdenhed. Han har blandt andet stået for etablering af både DBU’s Mikrofodboldskole og DBU’s Fodboldskole i sin klub, som siden starten kun har oplevet vækst indenfor de to aktiviteter i Bramming, sagde DBU Jylland Region 4’s formand,  René Svendsen, i sin tale til Bill Schmidt.

Årsmødet havde deltagelse af knap 200 fodboldledere fra 66 lokale fodboldklubber.

Se billederne nedenunder...