Banksplid tæt på at ødelægge SAS-redning

Gennem mere end et halvt år forhandlede bankerne og hovedaktionærerne frugtesløst om en ny kredit. Den svenske storbank, Handelsbanken, ville ifølge Berlingskes oplysninger helt ud af sit engagement med SAS, mens de andre syv banker insisterede på, at de tre skandinaviske lande skulle have dårligere sikkerhed for deres del af kreditten til SAS. Det afviste staterne, og uenigheden medførte, at SAS-ledelsen torsdag den 8. november opsigtsvækkende måtte udskyde præsentationen af både regnskab og redningsplanen.

»Aftalen faldt først på plads om fredagen. Først da kom der endeligt OK fra bankerne og staterne, såfremt vi kom i mål med nye overenskomster. Vi svævede i uvished,« fortæller en kilde tæt på SAS-ledelsen.

Problemet var, at bankerne ikke for alvor havde noget i klemme ved en konkurs, da SAS ikke havde trukket på sin eksisterende kredit og ikke havde store lån uden sikkerhed i fly.

I ellevte time fik hovedbankerne SEB og Nordea dog syv af de otte banker med på en aftale, hvor bankerne og staterne hver stillede halvdelen af en ny milliardkredit til rådighed. Kilder tæt på processen oplyser til Berlingske, at hensynet til bankernes eget ry var afgørende, da bankerne ikke ønskede at være med til at lægge SAS i graven.

Bankernes begrænsede lyst til at hjælpe SAS understreger, at de kommende to år bliver afgørende for SAS, der skal forbedre sine resultater markant. Ellers er det højst tvivlsomt, om bankerne igen vil forlænge kreditten, når den udløber i 2015.

Dagens Gossip

Dagens TV