Barack Obama vil tale sig ind i cubanernes hjerter

Skrevet af admin

20/03/2016

Mest læste i dag

Air Force One lander søndag i Havana, og Barack Obama bliver hermed den første siddende amerikanske præsident i 88 år til at besøge Cuba.

Det tre dage lange besøg hos den tidligere koldkrigsfjende er historisk, og Obama skal undervejs selvfølgelig føre samtaler med præsidenten for den kommunistiske østat, Raul Castro.

Men fra amerikansk side ser man tirsdagens tale til det cubanske folk som et højdepunkt og som en mulighed for at tale direkte til den økonomisk trængte befolkning.

Ingen tvivl om at præsidentens taleskrivere har været på overarbejde igen.

Optøningen i det amerikansk-cubanske forhold indledtes i december 2014, og sidste sommer genoptog de to lande de diplomatiske forbindelser.

Ifølge Det Hvide Hus vil Obama tale om forsoning, og han vil udlægge sin vision for fremtidens forhold mellem USA og Cuba med det mål at fremtidssikre den normaliseringsproces, han selv har taget hul på.

Talen holdes i Havana i Gran Teatro-paladset og ventes transmitteret via tv eller radio til hele landet.

Barack Obama vil under besøget skubbe på værterne for at åbne op for amerikanske virksomheders investeringer i landet og andre reformer.

Ifølge den nationale sikkerhedsrådgiver, Ben Rhodes, er målet at komme så langt med normaliseringsprocessen, at det bliver så godt som umuligt for republikanerne at rulle den tilbage, hvis de skulle vinde præsidentvalget til november.

Obamas kritikere har beskyldt ham for at opgive for meget og for at have fået for lidt igen fra de cubanske ledere.

Hundredvis af arbejdere har været i gang med at give Havana en overhaling inden det fine statsbesøg. Huller i vejene er blevet lappet, der er blevet banket og malet, og monumenter rundt i byen er blevet frisket op.

Men tirsdag er Obama sammen med Michelle og de to døtre væk igen. Men helt almindelig dagligdag bliver det dog ikke lige med det samme.

Fredag kan cubanerne se frem til, at rockbandet Rolling Stones indtager østaten med deres første koncert dér nogensinde. Og så er den tilmed gratis.

/ritzau/Reuters