Barbara Moleko har lært at lytte til sig selv

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Den er lidt ru. Boblende nærmest, og den lyder ofte som om, den er lige på kanten af det karakteristiske, høje grin. Barbara Molekos stemme er ret særegen.

Alligevel har hun kæmpet for at finde den i et kor af velmenende mennesker, der alle har haft en mening om, hvordan sangerinden bedst skulle overkomme den udfordring, de fleste musikere før eller siden tager op: Den svære toer.

For med et debutalbum i bagagen, som blev kaldt "et smukt og velkomment skud på grenen af dansk soulmusik", har der været noget at leve op til for sangerinden.

- Jeg havde lige tre-fire måneder, hvor jeg virkelig grublede og gravede og tænkte over alle de forventninger, jeg selv havde og som pladeselskabet og mine fans havde. Jeg blev overbombarderet og jeg lod mig påvirke fra alt for mange sider. Det blev jeg ret ked af, og det resulterede også i, at jeg fik lavet nogle sange, som jeg ikke rigtig kunne mærke, fortæller Barbara Moleko og uddyber:

- De var godt skrevet, men de var ikke mig. På et tidspunkt gik det op for mig, at jeg var nødt til at lade være med at tænke på folks forventninger og være ligeglad med mine egne og ligesom sætte mig nogle mål i stedet. For når jeg skrev de sange, som jeg troede, folk gerne ville have, så var det bare ikke rigtigt, siger sangerinden.

- Så jeg begyndte at gøre det, der føltes rigtigt for mig. Og det er nok den bedste måde at lave en toer på. Man skal tage første-plade-hatten på og gøre det, der kommer naturligt til en, forklarer hun.

Det, der kom naturligt, kom dog bag på hende. For sangerinden, der gør en dyd ud af at adskille sit arbejde og sit privatliv, kunne godt mærke, at de sange, hun i virkeligheden havde lyst til at skrive, var langt mere personlige end det, hun plejer at dele med sine fans.

- Det her album er blevet meget mere privat, end jeg troede, det ville blive. Jeg havde tænkt, at det skulle være et jublende lykkeligt album, der kunne få mig selv til at danse. Det var min ramme, så jeg prøvede at lave nogle meget planlagte numre, som bare røg i vasken.

- Men da jeg ligesom gav slip på det, var det ligesom refleksioner af mit liv, der kom frem, og så er det helt naturligt blevet dansabelt, forklarer sangerinden, der både har en sang til sin lille datter, sin mor og til sin kæreste med på det nye album "Bapsz".

At sangene på albummet skulle anspore til en fest, har været vigtigt for sangerinden. Hun har nemlig lært, at der er stor forskel på at være Barbara, der med hendes egne ord "er lidt smågenert" og Barbara Moleko, der kan synge foran tusindvis af mennesker uden at fortrække en mine.

Og Barbara Moleko - altså hende, der går på scenen - hun kan ikke få det vildt nok. Og det skulle sangene kunne bære.

- Jeg kan jo ikke stå stille på en scene. Det er der, jeg kan fjolle alt det, jeg vil. Når jeg står på scenen, er alting legitimt, det er et legerum, og man kan tillade sig at være alt det, man drømmer om. Der kan jeg tillade mig at være mit eget forbillede. Det er sådan lidt alter ego-agtigt, for det er hende oppe på scenen, der er Barbara Moleko. Og hun kan det hele, fortæller sangerinden.

Albummet "Babsz" udkommer den 8. juni.

/ritzau/FOKUS