Barca kan give baghjul til Real Madrid

Der er kun spillet seks kampe, men det spanske mesterskab synes næsten afgjort, hvis FC Barcelona vinder over Real Madrid hjemme på Camp Nou i aften.

Da Real Madrid vandt mesterskabet i sidste sæson, smed holdet kun 14 point i løbet af hele sæsonen. Hvis Barcelona vinder El Clásico, vil Real Madrid allerede have smidt 11 point i denne sæson. Efter blot syv af de i alt 38 spillerunder.

Barcelona, der har vundet seks ligakampe i træk, nedtoner dog betydningen af en eventuel sejr over ærkerivalen.

- En sejr til os vil ikke afgøre mesterskabet; for det første fordi det er så tidligt i sæsonen, og for det andet fordi, det er Real Madrid, vi taler om, siger Cesc Fabregas.

Barcelona smed 23 point i sidste sæson, men da catalonierne vandt mesterskaberne i 2010 og 2011 blev der kun fråset med henholdsvis 15 og 18 point over en hel sæson.

Hos Real Madrid er man også meget opmærksom på den dårlige sæsonstart, som betyder, at holdet er under ekstra pres mod Barcelona.

- At vinde vil være fantastisk, og at tabe vil være skidt, det er et faktum, som ikke kan skjules.

- Vi er helt klar over forskellen i antallet af point og den position, vi befinder os i, og derfor vil vi selvfølgelig gå efter sejren, men vi er nødt til at hvile og forberede os, siger Xabi Alonso.

Tirsdag vandt Real Madrid 4-1 ude over Ajax i Champions League, hvor Cristiano Ronaldo scorede hattrick, og det kan måske være med til at vende bøtten for kongeklubben.

- Jeg er meget glad for den måde, vi spiller på, og sejren over Ajax giver os alle sammen masser af selvtillid. Og for mig personligt er det vitalt for min selvtillid at score tre mål, siger Ronaldo.

Real Madrid vandt i august den spanske Super Cup samlet over Barcelona, og i det seneste interne ligaopgør i sidste sæson vandt Real Madrid 2-1 på udebane over rivalerne.

- Vi vil tage til Camp Nou, som er et meget svært stadion at spille på, men vi har stor tro på vores chancer, og vi ved, vi kan hente et godt resultat, selv om Barcelona har et meget stærkt hold med en stor bredde, mener Ronaldo.

Spørgsmålet er, om bredden i Barcelona er god nok til at dække ind for de mange skader i forsvaret, hvor anfører Carles Puyol senest pådrog sig en slem albueskade.

I forvejen er stamspilleren Gerard Pique tvivlsom med en fodskade, så det forventes at blive de to normale midtbanespillere Javier Mascherano og Alex Song, der skal udgøre midterforsvaret.

Real Madrid har teten i El Clásico-sammenhæng med 88 seje mod Barcelonas 87. Det er blevet uafgjort 46 gange.

Kampen fløjtes i gang klokken 19.50.

 

Dagens Gossip