Barca tager Messi med til München

FC Barcelona har fået en lille opmuntring forud for tirsdagens Champions League-semifinale på udebane mod formstærke Bayern München.

Superstjernen Lionel Messi, der døjer med en skade i låret, er efter søndagens træning nemlig blevet inkluderet i den 21 mand store trup, som træner Tito Vilanova tager med til den vanskelige opgave.

- Leo Messi deltog i hele træningen søndag morgen, og selv om han ikke er blevet erklæret klar til at spille af klublægerne, er han med i truppen, som skal spille mod Bayern München, skriver klubben på sin hjemmeside.

Det tegner altså til endnu en kamp mod uret for den argentinske målmaskine, hvis han skal på banen på Allianz Arena på tirsdag.

Sådan var det også forud for returkampen i kvartfinalen mod Paris Saint-Germain, hvor Messi kom på banen i slutfasen og var arkitekten bag det vitale mål til 1-1, der sikrede spaniernes avancement.

Mens der altså er håb om Messis deltagelse, er både Javier Mascherano og Carles Puyol definitivt ude med skader, mens Adriano afsoner en karantænedag.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV