Barca-træner: Cruyff ville have ønsket en sejr

Skrevet af admin

01/04/2016

Dagens topnyheder

"El Clásico" mellem FC Barcelona og Real Madrid spilles lørdag i skyggen af klublegenden Johan Cruyffs død for nylig.

Det er man bevidst om i Barcelona, som har sat alle sejl til for at hylde hollænderen med blandt andet et minuts stilhed, hyldestemblemer på Barcelona-spillernes dragter og flere andre tiltag.

Fodbold skal der dog også spilles, og helt enkelt vurderer Barcelona-træner Luis Enrique, at en sejr efter en flot omgang fodbold er alt, hvad den hollandske legende ville have ønsket sig.

- Jeg er sikker på, at hvad, Cruyff ville have ønsket sig mere end nogen anden hyldest, er, at vi vinder takket være smukt fodboldspil. At vi leverer en forestilling, og at vi fortjener det via spillet på banen, siger Luis Enrique ifølge AFP.

Ud over et minuts stilhed og hyldestemblemer vil der også blive vist en videohyldest på måltavlerne, og en mosaik bestående af 90.000 farvestrålende papirark vil pryde Camp Nou, inden det går løs lørdag aften klokken 20.30.

/ritzau/