Barca-træner: Suarez får tid på banen mod Real Madrid

Skrevet af admin

24/10/2014

Dagens topnyheder

Med fire måneder uden betydende kampe mangler angrebsstjernen Luis Suarez kamptræning, men han kommer alligevel på banen i ligabraget mellem Real Madrid og FC Barcelona lørdag aften.

Det fortæller Barcelonas cheftræner Luis Enrique på et pressemøde fredag ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Han får nogle minutter på banen. Hvor mange? Det er millionspørgsmålet. Det er en stor og vigtig kamp for ham, og han kommer til at spille, siger Luis Enrique, der får sit første El Clasico som træner efter, at han overtog trænersædet i Barcelona efter sidste sæson.

Luis Suarez havde i første omgang en mere omfattende karantæne, men sportsdomstolen Cas gav ham lov til at spille testkampe i perioden.

FC Barcelona topper tabellen med 22 point for otte kampe. I de otte kampe har holdet endnu ikke fået scoret imod sig. Real Madrid er på tredjepladsen fire point efter, og er et point bag Sevilla, der er nummer to.

Hos Real Madrid står det klart, at Sergio Ramos er skadesfri og klar til at træde ind i midterforsvaret.

Til gengæld oplyste træner Carlo Ancelotti, at Gareth Bale er helt ude. Han er ikke kommet sig over den skade i maven, som også holdt ham ude af opgøret mod Liverpool i Champions League forleden.

/ritzau/