Barcelona-bosser er ikke længere tiltalt i Neymar-sag

Skrevet af admin

11/03/2016

Dagens topnyheder

FC Barcelona har vundet en appelsag, som betyder, at klubben, klubpræsident Josep Maria Bartomeu og hans forgænger Sandro Rosell ikke længere er tiltalt i sagen om skattesvindel og korruption i forbindelse med Neymars skifte til klubben i 2013.

Det skriver AFP.

Ifølge Barcelona betyder afgørelsen fra retten, at der skal bringes nyt bevismateriale på banen, såfremt klubben, Bartomeu og Rosell igen kan blive tiltalt i sagen.

Sagen begyndte, da det brasilianske investeringsfirma DIS lagde sag an, fordi firmaet, der ejede 40 procent af rettighederne til Neymar inden skiftet til Barcelona, følte sig snydt for penge, fordi man ikke mente, at handlens reelle værdi var blevet oplyst.

De spanske myndigheder fandt efterfølgende beløb i forbindelse med Neymars skifte fra brasilianske Santos til Barcelona, som ikke fremgik af den offentliggjorte handel.

Værdien af handlen blev af Barcelona oplyst til at være 427 millioner kroner, men de spanske myndigheder mener, at det reelle beløb var minimum 572 millioner kroner.

Både Neymar og hans far, der er ejer af et firma, som modtog en stor del af beløbet for handlen, har været i retten for at vidne.

Farens firma modtog næsten 300 millioner kroner for handlen, mens Santos blot fik 127 millioner kroner grundet ejerforholdene omkring Neymar.

Dog mener DIS og de spanske myndigheder altså, at der har været flere penge involveret i handlen, men foreløbig slipper Barcelona for videre tiltale i sagen.

/ritzau/