Barcelona er tæt på ny aftale med Neymar

Om et par dage kan alle spekulationer om Neymars fodboldfremtid forstumme.

Den brasilianske stjerne bliver i FC Barcelona på en ny, femårig kontrakt.

Det siger klubbens præsident, Josep Maria Bartomeu.

- Inden for de kommende dage vil vi bekræfte en fornyelse af Neymars kontrakt for de kommende fem år, siger Bartomeu ifølge Reuters.

- Klubbens advokater og Neymars advokater er i gang med at afslutte processen.

Neymar kom til Barcelona i 2013 fra Santos i Brasilien.

Handlen har lige siden givet anledning til stor ballade på grund af skjulte betalinger som del af aftalen.

Neymars nuværende kontrakt løber til 2018.

Den 24-årige angriber er en del af klubbens frygtede fronttrio sammen med Lionel Messi og Luis Suarez.

På det seneste har det dog rumlet med spekulationer om, hvorvidt brasilianeren var på vej væk fra Barcelona. Og om han kunne lokkes af interessen fra Paris Saint-Germain eller store engelske klubber.

Men den rumlen må snart blive til tavshed.

- Neymar vil fortsætte i Barca, og Barca ønsker, at Neymar fortsætter hos os, lyder det fra Josep Maria Bartomeu.

/ritzau/

Dagens Gossip