Barcelona-kamp giver Brøndby-profil sommerfugle i maven

Skrevet af admin

16/10/2013

Mest læste i dag

Der er en plads i 1/8-finalerne i Champions League på spil, når Brøndbys fodboldkvinder i aften tager imod FC Barcelona.

Brøndby-profilen Sanne Troelsgaard tror på, at de blågule kan besejre de spanske kvinder efter 0-0 i det første opgør.

- Der er lidt ekstra sommerfugle i maven, for det er Champions League, og det er knald eller fald. Men jeg glæder mig til at spille sådan en stor kamp.

- Der er altid en særlig spænding omkring disse opgør, og jeg håber, at vi kan slå til i aften og dermed sikre os nogle flere af slagsen, siger Sanne Troelsgaard til klubbens hjemmeside.

Hun kan godt mærke, at der er tale om en speciel kamp. Der er ikke andre kampe til at rette op på tingene, som man kender det fra den hjemlige liga. Det er vind eller forsvind, men Sanne Troelsgaard glæder sig til udfordringen.

- Jeg føler, at vi har en god chance for at gå videre. Barcelona er uden tvivl stærke, men hvis vi spiller op til vores bedste, kan vi godt slå dem.

- Det var ærgerligt, at vi ikke fik et udebanemål ud af vores chancer i den første kamp, men vi tror stadig på avancement, lyder det fra Sanne Troelsgaard.

Brøndby har i den seneste uge haft fokus på flere forskellige taktiske ting for at kunne score de mål, der formentlig bliver nødvendige i returopgøret.

For hvis Barcelona scorer bare et udebanemål, så skal Brøndby score to mål for at gå videre.

- Siden opgøret i Spanien har vi fokuseret meget på offensive omstillinger. Vi havde en del af disse muligheder dernede, som vi ikke fik udnyttet optimalt.

- Dernæst har vi fokus på at stå kompakt i defensiven, så vi kan lukke grundigt ned for Barcelona-spillerne, og vi har lagt lidt ekstra energi i standardsituationerne, siger Brøndby-angriberen.

/ritzau/