Barcelona klar til 10. Champions League-finale

Det lignede på forhånd en klar favorit-værdighed til FC Barcelona, da holdet i semifinalen af mændenes Champions League skulle møde polske Targi Kielce.

Med syv sejre i ni Champions League-finaler til spanierne hidtil, var der dog også rutinemæssig kæmpeforskel til polakkerne, der er i deres første semifinale nogensinde.

Men flere af Barcelonas spillere, heriblandt holdets enlige dansker Jesper Nøddesbo, advarede mod at tro, at det blev let. Tværtimod forventede de sejrsvante spaniere en fysisk hård kamp, og sådan blev det da også.

Med Bogdan Wenta som holdets taktisk snu træner lykkedes det polakkerne at presse Barcelona  gennem det meste af kampen, selv om spanierne konstant var et lille skridt foran.

Det skyldtes til dels målmand Arpad Sterbik og især Barcelonas hviderussiske back, Siarhei Rutenka. Sidstnævnte havde Kielces mix af polske, kroatiske, slovenske og serbiske landsholdsspillere svært ved at finde en løsning på. Og da Wenta & co. valgte at mandsopdække hviderusseren, blev der plads til Barcelonas øvrige klassespillere.

Det hjalp heller ikke, at det polske holds spillere lavede alt for mange uprovokerede fejl i slutfasen. Derfor kunne Barcelona i de sidste ti minutter kvæle den polske modstand, da spanierne fra 17-17 kunne sikre sig sejren på 28-23 (13-10) på en effektiv slutspurt.

Jesper Nøddesbo delte spilletiden på stregen med franske Cedric Sorhaindo og nåede på sin godt halve time sammenlagt at score tre mål på tre forsøg, ligesom han leverede fint forsvarspil på 2'er-positionen.

I den anden semifinale mødes HSV Hamburg og THW Kiel senere lørdag. Finalen spilles søndag.

Dagens Gossip

Dagens TV