Barcelona klar til stor afslutning i pokalturnering

Skrevet af admin

30/01/2014

Dagens topnyheder

Det er lagt op til et brag af en afslutning på den spanske pokalturnering Copa del Rey. Således er Barcelona, Atlético Madrid og Real Madrid alle klar til semifinalerne.

Sent onsdag gjorde Barcelona sig klar som det tredje hold. Det skete mod overkommelige Levante, der aldrig var i nærheden af at matche overmagten.

Barcelona havde vundet den første kamp med 4-1, og på hjemmebane blev det til endnu en klar sejr på 5-1.

Lionel Messi måtte tage plads på bænken, men han var ikke savnet, selv om hjemmeholdet kom bagud på et selvmål efter kort tid.

Adriano og Carles Puyol sørgede for at vende til føring inden pausen, og efter denne scorede Alexis Sanchez to gange inden for få minutter, inden Cesc Fabregas sørgede for målet til 5-1.

Dermed er Barcelona klar til semifinalen, hvor holdet møder Santander eller Real Sociedad, der spiller returkamp torsdag. Sociedad vandt den første kamp på hjemmebane med 3-1.

Tidligere onsdag vandt Atlético Madrid 2-1 ude over Athletic Bilbao og dermed sammenlagt 3-1.

Således er holdet klar til semifinalemødet mod lokalrivalen Real Madrid, der tirsdag eliminerede Espanyol.

/ritzau/