Barcelona ramt i forsvaret inden Bayern-kamp

Barcelona er ramt hårdt på de defensive pladser inden opgøret mod Bayern München tirsdag aften. Tre normale startere sidder udenfor med enten skade eller karantæne. Til gengæld meldes Lionel Messi klar.

Bayern München har vist en effektivitet foran målet i sine seneste tre kampe, der kan pille glansen af selv de mest velfungerende forsvarskæder. 16 mål er sydtyskerne noteret for, og tirsdag skal Barcelona forsøge at dæmme op for den stime.

Men bedst som der er brug for dem, meldes mange af udeholdets forsvarsspillere ude. Puyol og Mascherano er begge ude med skader, mens Adriano sidder over med karantæne. Eric Abidal, Alexandre Song eller unge Marc Bartra ligner derfor en starter i midterforsvaret sammen med Gerard Piqué.

- Hvis de stoler på mig i München, vil jeg ikke skuffe. Jo sværere det er, desto mere vil jeg spille. Jeg har forberedt mig hele sæsonen på, at det her øjeblik ville opstå, sagde Marc Bartra for nyligt til den spanske avis Marca.

Lionel Messi har døjet med en forstrækning i baglåret, som han pådrog sig i den første Champions League-kvartfinale mod Paris Saint-Germain i begyndelsen af april. Til returopgøret mod pariserne var Messi så plaget af skaden, at han måtte starte på bænken, men i anden halvleg kom han alligevel ind og hjalp Barcelona med at få vendt kampen. Siden har han ikke været i kamp, men han meldes nu mere eller mindre klar.

- I de seneste dage har Messi følt sig godt tilpas. Jeg kan ikke sige med sikkerhed, hvordan han har det tirsdag. Vi lytter til doktorerne og fysioterapeuterne og træffer en beslutning på dagen, sagde Barcelonas assistenttræner, Jordi Roura, på pressemødet mandag.

Messi trænede med klubben mandag aften på Allianz Arena.

Messis klarmelding tager Bayern Münchens anfører, Philipp Lahm, med overvejende sindsro. Holdet er klar til opgaven og har midler, der kan gøre ondt på Barcelona.

- Jeg synes, vi har de typer spillere, der kan gøre ondt på Barcelona, sagde Bayern Münchens Philipp Lahm på pressemødet, mens han knyttede en kommentar til holdets opgaver mod Messi.

- Det er ikke kun op til os fire forsvarsspillere. Alle på holdet skal tænke defensivt.

 

Dagens Gossip