Barcelona slår KIF Kolding klart i gruppefinale

For knap fire måneder siden spillede KIF Kolding København uafgjort på hjemmebane mod FC Barcelona i Champions League.

Men i søndagens udekamp måtte det danske mesterhold sande, at der var klasseforskel i spansk favør.

Barcelonas sejr lød på 33-27 efter pausestillingen 19-11.

Dermed slutter spanierne på førstepladsen i gruppe B. KIF Kolding kunne have overtaget denne med en sejr, men det var aldrig tæt på.

Nu kan det danske hold i stedet sikre andenpladsen med en forventet hjemmesejr over svenske Alingsås HK på næste søndag.

Kun i de første minutter var KIF Kolding nogen lunde med mod Barcelona.

Anført af den franske verdensmester Nikola Karabatic tog hjemmeholdet afstand ved at overstråle danskerne på hurtighed, teknik og fysik.

Kun Lasse Boesen stred godt imod med en flot første halvleg, hvor han viste prøver på sit skudrepertoire.

Kort efter pausen kom Barcelona foran med 10 mål, og Kasper Hvidt måtte råbe sine holdkammerater op i en timeout ved denne stilling.

- Nu skal vi altså ind og have det sjovt, råbte KIF-målmanden.

Helt sjovt blev det aldrig for danskerne, men med god fight lykkedes det at reducere Barcelonas føring i kampens sidste del.

Bo Spellerberg spillede en flot anden halvleg og havde en stor aktie i, at en truende ydmygelse blot blev et klart nederlag.

/ritzau/

Dagens Gossip