Barcelona slutter kriseuge med sejr over mestre

En fyring af sportsdirektøren, ikonet Carles Puyols exit, præsidentkrise og rygter om en fyring af træner Luis Enrique.

Ugen har ikke været god for FC Barcelona, som søndag aften på banen dog fjernede fokus på krisen i klubben ved at vinde 3-1 hjemme over mestrene Atlético Madrid i Primera Division.

Barcelona dominerede generelt topkampen, og hjemmeholdets stjernespækkede fronttrio bestående af Lionel Messi, Neymar og Luis Suarez scorede et mål hver i sejren.

Den brasilianske angriber Neymar sørgede for 1-0 efter lidt over 10 minutters spil. Messi og Suarez var involveret i opspillet. Sidstnævnte kiksede en tæmning, men bolden havnede hos Neymar, som scorede.

Intet var tilfældigt, da Suarez 10 minutter før pausen gjorde det til 2-0. Angriberen fra Uruguay afsluttede sikkert efter fint forarbejde af Messi, som dog muligvis havde taget bolden med via armen.

Kort før slutfløjt gjorde Messi det selv til 3-1. Argentinerens scoring knækkede endegyldigt Atlético Madrid, som var kommet tilbage i opgøret takket være et Mario Mandzukic-straffespark til 1-2.

Det var umuligt at se, hvilken hektisk uge Barcelona havde haft. Mandag blev sportsdirektør Andoni Zubizarreta fyret, og hans assistent - klublegenden Carles Puyol - forlod derefter selv klubben.

Onsdag annoncerede præsident Josep Maria Bartomeu, at der ved sæsonafslutningen ville blive afholdt et præsidentvalg som følge af det store pres på ham.

Desuden har rygterne om det angiveligt anstrengte forhold mellem træner Luis Enrique og Messi taget til, og flere medier har spekuleret i, at Luis Enrique måske var færdig i Barcelona efter søndagens kamp.

Hvis Luis Enrique, som blev træner i Barcelona op til denne sæson, fyres, så sluttede han i hvert fald af med et brag.

Sejren bringer Barcelona op på 41 point efter 18 kampe. Real Madrid topper ligaen med 42 point efter 17 kampe. Atlético Madrid forbliver på 38 point efter 18 kampe.

/ritzau/

Dagens Gossip