Barcelona smider dumme point mod Levante

Skrevet af admin

19/01/2014

Mest læste i dag

Førerholdet i La Liga, FC Barcelona, smed dumme point i mesterskabskampen, da holdet var på besøg hos Levante.

De undertippede værter stod solidt på banen og lukkede helt ned for Barcelona-stjernerne, der må rejse fra opgøret med et point efter 1-1.

Noget overraskende var det hjemmeholdet, der scorede kampens første mål allerede efter 11 minutter.

Den græske forsvarsspiller Loukas Vyntra steg til vejrs efter et udadskruet hjørnespark fra venstre, og helt ugeneret fik han love til at dirigere bolden ind i det modsatte målhjørne.

Glæden i den lille Valencia-klub varede kort, da kunststykket blev gentaget otte minutter senere i den anden ende.

Denne gang var det et indadskruet hjørnespark, som havnede i panden på en fremstormende Gerard Pique, der køligt udlignede.

Der blev ikke scoret flere mål i en chancefattig første halvleg, hvorfor holdene kunne gå til pause ved stillingen 1-1.

I anden halvleg satte Barcelona sig tungere på spillet, og efter 58 minutter fik catalonierne en kæmpe chance for at komme foran.

Lionel Messi driblede sig frem til en åben skudmulighed, men argentineren måtte se sin afslutning pareret. Returen havnede hos Xavi, der burde have bragt storfavoritterne foran, men han måtte se sin svage afslutning reddet.

Værterne var heller ikke for fine til at røre på sig. Midtvejs i anden halvleg havnede bolden hos Pedro López efter et gennemspillet angreb, men højrebacken måtte se den ellers lovende afslutning blokeret til hjørnespark.

Otte minutter senere var det østrigeren Andreas Ivanschitz, der sendte et godt langskud af sted, men Victor Valdés parerede det fine forsøg.

Barcelona satsede hele butikken til sidst og smed blandt andet Pique frem i angrebet. Lige lidt hjalp det, og kampen sluttede uafgjort.

Atlético Madrid kan med en sejr senere søndag mod Sevilla overtage førstepladsen i La Liga, som Barcelona har siddet på siden første spillerunde, hvor catalonierne netop slog dagens modstandere fra Levante med hele 7-0.

Levante forbliver på 12.-pladsen.

/ritzau/