Barcelona snupper ligasejr nummer 11 i træk

Skrevet af admin

06/03/2016

Dagens topnyheder

Kampen om det spanske mesterskab synes efterhånden afgjort, da ingen tilsyneladende kan følge med FC Barcelona, som bliver ved med at vinde.

Eibar forsøgte søndag at forhindre Barcelona i at vinde holdets 11. sejr i træk i Primera Division, men uden held. Catalonierne vandt udekampen i Eibar med 4-0.

Det var samtidig Barcelonas kamp nummer 36 uden nederlag på tværs af alle turneringer, hvilket er spansk rekord.

Barcelona-angriberen Munir El Haddadi, som havde fået chancen fra start i karantæneramte Neymars fravær, scorede til 1-0 efter otte minutter.

Lionel Messi fandt Luis Suarez i dybden, og uruguayaneren spillede bolden fladt og hårdt ind foran mål til Haddadi, og den 20-årige spansk-marokkaner kvitterede med et sikkert åbningsmål.

Messi ville også selv lege med som målscorer, og argentineren gjorde det både til 2-0 kort før pausen og 3-0 på et straffespark et kvarter før tid.

Luis Suarez øgede føringen til 4-0 i det 84. minut med sit mål nummer 26 i Primera Division. Det er et enkelt mål fra ligatopscorer Cristiano Ronaldo.

I denne sæson har Messi, Suarez og Neymar scoret 65 af Barcelonas 78 mål i ligaen.

/ritzau/