Barcelona-spilleren Nøddesbo før Spanien: Det er 50/50

Skrevet af admin

24/01/2016

Dagens topnyheder

Gennem dette årti har Danmark vundet flere betydende kampe over Spanien i herrehåndbold. Danmark har dog tabt to af de seneste tre indbyrdes slutrundemøder. VM-finalen for tre år siden med 19-35 og VM-kvartfinalen sidste år med 24-25.

Den danske stregspiller Jesper Nøddesbo mener dog ikke, det er et udtryk for, at magtbalancen er tippet over til spanierne inden søndagens mellemrundekamp ved EM i håndbold.

- Jeg ved ikke, om den er ved at tippe over til dem. Jeg ser meget kampen som 50/50, og så må det afhænge af dagsformen, og hvem der er bedst forberedt taktisk og kan udføre taktikken bedst.

- Men jeg lægger da gerne presset over på dem ved at sige, de er favoritter, siger Jesper Nøddesbo.

Han spiller til daglig i Barcelona og har derfor et særligt godt kendskab til mange af de spanske spillere.

Som de fleste andre fremhæver han Spaniens forsvar.

- De har nogle centrale figurer i midten, som tager ansvar og giver ordrer, og så har de bare forsvarsspillere i nogle af de bedste klubber i Europa, siger Nøddesbo.

Han mener dog godt, at det danske angreb kan vinde kampen i kampen mod det spanske forsvar.

- Vi skal presse dem på de små aftaler angrebsmæssigt. Der vil altid være muligheder. Ingen forsvar er perfekte, og de vil gerne have, at man skyder over deres højeste spillere på midten.

- Vi skal forsøge at komme på ydersiden af deres backs eller komme ud over fløjene, og så skal vi forsøge at straffe, at de kører med to forsvars/angrebsudskiftninger. Derfor skal løbes fra første fløjt, pointerer Nøddesbo.

Spaniernes angreb har ry for at være mindre skræmmende.

- Vi skal have fokus på deres stregspiller, da deres spil er lagt an på ham. Vi skal på den rette side af ham så vidt muligt, lyder Nøddesbos vurdering.

Både Danmark og Spanien har fire point med til mellemrunden inden søndagens kamp, der begynder klokken 20.30.

/ritzau/