Barcelona stiller ultimatum for Neymars OL-deltagelse

Skrevet af admin

04/04/2016

Dagens topnyheder

Fodboldturneringen ved sommerens OL i Rio de Janeiro kan få deltagelse af en af verdens bedste fodboldspillere.

Den brasilianske superstjerne hos FC Barcelona Neymar har således fået grønt lys af sin spanske klub til at optræde for Brasilien ved OL. Det siger FC Barcelonas præsident, Josep Bartomeu.

Det er selv om, at klubben ikke er forpligtet til at give ham fri, da OL ikke er en begivenhed under Det Internationale Fodboldforbund (Fifa).

Barcelona stiller dog det ultimatum, at Neymar til gengæld ikke spiller Copa America for Brasilien denne sommer. Den turnering spilles 3. til 26. juni i USA, og her er klubberne forpligtet til at give spillerne fri.

- Det vil være umuligt at overbevise os om at slippe ham to gange. Vi kender vigtigheden af Copa America, men vores holdning er, at spillerne skal have hvile mellem to hårde sæsoner, siger Josep Bartomeu til det spanske medie UOL Esporte.

Brasilien har aldrig vundet fodboldturneringen ved OL. Med Neymar på holdet tabte Brasilien finalen ved OL for fire år siden.

Denne sommers OL afvikles fra 5. til den 21. august - midt i forberedelserne til den nye spanske sæson.

/ritzau/