Barcelona-stjerne får hård straf for at overfuse dommer

Skrevet af admin

19/08/2015

Mest læste i dag

FC Barcelona-forsvareren Gerard Pique har onsdag modtaget fire spilledages karantæne for at overfuse en dommer i den spanske Super Cup.

Den 28-årige profil blev udvist i mandagens returopgør mod Athletic Bilbao, efter at han i anden halvleg vredt protesterede til linjedommeren over en offside-kendelse.

Ifølge dommerens kamprapport brugte Pique et "modbydeligt og krænkende" sprog overfor linjedommeren, hvilket spilleren selv har afvist.

- Jeg vil gerne undskylde, da min attitude over for linjedommeren ikke var i orden.

- Det var en kamp med masser af spænding, og der stod meget på spil. Men jeg fornærmede ham på intet tidspunkt, berettede Gerard Pique på Twitter.

Barcelona tabte sammenlagt den spanske Super Cup efter et nederlag på 0-4 i det første opgør. Mandagens returmøde endte 1-1.

Gerard Piques karantæne betyder, at han går glip af ligakampen mod netop Athletic Bilbao på søndag. Desuden er han ikke med i udekampen mod Atlético Madrid 12. september samt hjemmekampene mod Malaga og Levante.

FC Barcelona oplyser på sin hjemmeside, at klubben vil appellere afgørelsen.

/ritzau/